Sådan beregner vi priserne

På Billigste-elselskaber.dk sammenligner vi elpriser fra en lang række danske elselskaber. På denne side kan du læse præcis, hvordan vi beregner og rangerer priserne – så du ved, hvad tallene dækker over.

Datagrundlag

Priserne i vores sammenligning kommer fra et professionelt prisfeed, der indsamler elselskabernes aktuelle priser, tillæg, abonnementer og gebyrer. Priserne opdateres dagligt, og du kan altid se datoen for seneste opdatering ved listen. Spotpriser stammer fra Nord Pool via Energi Data Service (Energinet).

Standardforudsætninger

  • Forbrug: 4.000 kWh om året (en typisk husstand), medmindre du selv vælger et andet forbrug i filteret.
  • Område: Vestdanmark (DK1) som standard – du kan skifte til Østdanmark (DK2). Priserne varierer, fordi netselskabernes tariffer og spotprisen er forskellige på hver side af Storebælt.
  • Pristype: Variabel pris (spotpris + tillæg), som er den mest udbredte aftaletype.
  • Introtilbud: Vises som udgangspunkt i listen og er markeret tydeligt.

Hvad indeholder prisen?

Den viste pris pr. kWh er den samlede, betalbare pris inkl. moms. Den består af: den rå elpris (spotprisen), elselskabets tillæg og abonnement, netselskabets transporttarif, Energinets tariffer samt statens elafgift. Under “Se detaljer” på hvert produkt kan du se den præcise udregning og alle betalingsgebyrer.

Sådan rangerer vi

Standardsorteringen er pris (lav til høj) – den beregnede månedspris ved dine valgte forudsætninger. Rangeringen i selve listen er udelukkende baseret på prisen. Fremhævede placeringer og badges kan være påvirket af kommissionsaftaler, men vurderes samtidig ud fra kundeservice, funktioner og brugeranmeldelser – og de er altid markeret. Vi modtager kommission fra nogle elselskaber, når du skifter via vores links. Kommissionen påvirker ikke de priser eller vilkår, du får som forbruger.

Begrænsninger

Vores oversigt dækker ikke det fulde marked – der findes elselskaber, vi ikke samarbejder med eller ikke har prisdata på. Priser kan ændre sig i løbet af dagen, og der kan forekomme fejl. Tjek altid de endelige vilkår hos elselskabet, før du bestiller. Finder du en fejl, så skriv til os på [email protected].